Køb og salg af virksomhed – Hvad med ophavsret?
Foto: “FreeImages.com/Jes Lis”
Køb af firma – Hvad med ophavsretten?
Du står og skal købe en webshop, en hjemmeside eller en service online. Du har 100% fokus på at få handlen lukket, og derfor har fokus slet ikke rettet mod ophavsretten. Men er det en fejl?
Det korte svar er JA, for det er sindsyg vigtigt, at ophavsretten overdrages til dig, samt at der tages stilling til flere forskellige forhold i forhold til ophavsret og evt kommende ophavsretskrænkelser.
I takt med at internettet har vundet frem, driver stadig flere og flere personer og fimaer deres business via nettet, hvilket betyder at webshops, hjemmesider, online services mm i højere og højere grad er en del af den virksomhed, som der købes. Og endda en vigtig del.
Herunder er listet nogle af de områder, som du SKAL tage stilling til, før du køber et firma, som har online aktiviteter! Ihvertfald hvis du vil undgår problemer og irritations momenter.
Brugsret eller ophavsret?
Et af de steder, hvor mange glemmer at lave en klar og tydelig aftale, er når det gælder spørgsmålet om brugsret eller ophavsret til billederne, fotos, teksterne, grafikken, banner, webkoder mm til en hjemmeside/webshop.
Såfremt der ikke aftales noget i en kontrakt, vil du som køber have brugsretten til værkerne, mens ophavsretten tilhører sælgeren. Og det kan blive katastrofalt for dig.
§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.
Kilde: Ophavsretsloven
Brugsretten giver dig tilladelse til at bruge og benytte værkerne. Dvs intet skal eller bør ændres på hjemmesiden, når du overtager den.
Problemet er bare, at ophavsretten tilhører sælger, som dermed kan sælge/give andre tilladelse til at benytte de samme billeder, fotos, tekster mm. Det ville være katastrofalt, hvis en af dine konkurrenter fik sådan en tilladelse.
Det er ligeledes den tidligere ejer, som ene og alene kan påråbe krænkelser af ophavsretten. Du kan altså intet gøre, såfremt en konkurrent eller andre anvender værkerne uden tilladelse.
Sørg derfor altid at få præciseret, hvem der ejer ophavsretten, og hvis sælger ikke vil overdrage denne, så få lavet begrænsninger på, at værkerne ikke må sælges eller benyttes af andre end dig.
Er der tale om tekster, bør det i kontrakten tydeligt fremgå, at disse ikke må publiceres andre steder online, da det skaber duplicate content, som er skadeligt for siden placering i Google og de andre søgemaskiner.
Krænkelse opdaget efter overtagelse 🙁
Hvem hæfter for krænkelser, som er sket under den tidligere ejer? Såfremt intet er aftalt, sidder du som den nye køber med problemet, og det kan altså blive en dyr fornøjelse. At du så senere kan gå videre med kravet, kan være et plaster på såret, men det kræver igen, at den tidligere ejer kan betale dit krav mod ham/hende/mod selskabet som solgte dig webshoppen/hjemmesiden.
I købsaftalen bør du derfor altid får præciseret meget tydeligt, hvem der hæfter for krænkelser, der er sket under sælgers ejerskab. Såfremt sælger ikke vil dette, bør du være meget påpasselig med at købe firmaet.
Husk ophavsretskrænkelser kan ske mange steder online, derfor bør det også fremgå af aftalen, at der er tale om krænkelser på såvel webshoppen/hjemmesiden, som på f.eks sociale medier, i reklame sammenhænge mm.
Det optimale for dig ville være, hvis aftalen siger, at sælger hæfter for ALLE de krænkelser, som er sket under dennes ejerskab, dvs på alle platformer og i alle former og formater.
Husk at få originalerne!
En af de største fejl, som de fleste laver, er at de glemmer at få originalerne af de værker, som er på den webshop/hjemmeside, som de er ved at købe.
Det er super, hvis du i købskontrakten har fået overdraget ophavsretten og alle rettighederne til værkerne, men dette er bare ikke meget værd, hvis du ikke får originalerne.
Ved tekster er det f.eks de mails eller filer, hvori teksterne oprindeligt er sendt/skrevet. Få sælger til at sende disse pr mail til dig. Ved tekster er det godt, hvis du har disse, men det er ikke nødvendigvis afgørende for, om du kan vinde en sag om ophavsretskrænkelser.
Ved billeder eller fotos derimod, er de originale og uredigerede fotos livsvigtige, såfremt du nu eller i fremtiden vil påråbe, hvis andre kopiere eller stjæler dine værker, og dermed benytter den uden tilladelse.
Den eneste måde, hvorpå du kan dokumentere, at du er ophavsmanden (fotografen) eller ejer af ophavsretten, er hvis du kan fremlægge disse uredigerede originale fotos, og gerne i de oprindelige formater.
Har du ikke de originale fotos, kan det blive nærmest umuligt at dokumentere, at du er ejeren af billederne, og dermed vil det ligeledes være umuligt at køre sager om krænkelse af ophavsretten.
Tjek billeder, tekster mm før køb!
Som udgangspunkt er det altid smart, hvis du hurtigt laver et tjek af billeder, fotos, tekster, banner mm før du køber en webshop/hjemmeside. Du skal ikke side og bruge dagevis på at tjekke alt, men derimod lave en 10-20 stikprøver.
På den måde får du hurtigt et indblik i, om der måske ligger nogle kommende problemer og lurer.
Det tager ikke mere end et par timer max, og dermed er du bedre forberedt og bevidst om, hvad det er, du køber.
Her er en guide til, at tjekke billeder, og her er en guide til at tjekke tekster.
Salg af firma – Hvad med ophavsret?
Skal du til at sælge en webshop eller en hjemmeside, skal du ligeledes gøre dig nogle overvejelse, omend de er lidt anderledes, end hvis du er køber. Spørgsmålene du skal overveje gennemgår vi her under.
Beholde ophavsretten eller ikke?
Jeg vil gerne starte med at påpege, at det altså er god stil, at du overdrager såvel ophavsretten, som alle andre rettigheder til de billeder, fotos, tekster, illustrationer, grafik, koder mm, som køber får med i handlen. Selvom du har skabt disse med hårdt arbejde, sved og tårer, så er og bliver disse værker en vigtig del af den virksomhed/firma/forretning, som du er ved at sælge, med undtagelse af, hvis du driver en fotograf website. Det er derfor urimeligt, hvis du gør krav på disse værker, samtidig med, at du sælger siden.
Når det er sagt, er det selvfølgelig et valg, som du bør og skal træffe, men inden du beslutter dig, bør du lige tænke situationen fra købers side, hvis det nu var dig selv, som skulle købe en side. Ville du kræve ophavsretten mm? Hvis JA, så skal du selvfølgelig også selv overdrage den, hvis NEJ, kan du selv overveje, hvordan og hvorledes du gør det.
Det er vigtigt at påpege, at uanset hvad der aftales, bør dette fremgå tydeligt og uden mulighed for misforståelser af købspapirene.
Garanti eller ikke garanti?
Vil du garantere for omkostningerne til evt ophavsretskrænkelser, som der kommer i fremtiden, hvis krænkelserne er sket under dit ejerskab?
Har du overholdt loven, er der intet at frygte ved sådan en garanti, dog kan det anbefales, at du gemmer siden og alle undersider via Archive.org, således du har dokumentationen på plads.
Har du kopieret eller brugt billeder/tekster, som du ikke selv har skabt, bør du selvfølgelig overveje, om du skal lave sådan en garanti.
Som sælger skal du dog være opmærksom på, at hvis dette ikke uddybes udførligt i kontrakten, vil sælger kunne komme efter dig, såfremt der kommer krav pga krænkelser, som er sket under dit ejerskab.
Det er derfor ikke nok bare at ignorere dette punkt, du er nødtil aktivt at tage stilling, samt få skrevet det hele ind i kontrakten, da du ellers med garanti kommer til at stå med problemerne senere, hvis der opstår nogle.
Har du ikke overblik over konsekvenserne, kan det kun anbefales, at du søger hjælp hos en advokat, som kan udfærdige kontrakten jævnfør den aftale og vilkår, som du aftaler med køber.
De originale værker?
Vælger du at overdrage ophavsretten til køber, bør du også overdrage de originale værker, således at køber har mulighed for at forfølge evt krænkere.
Vælger du selv at beholde rettighederne, og dermed forblive ophavsmanden, skal du selvfølgelig ikke udlevere disse.
Uanset hvad du vælger, bør dette notes klart og tydeligt i kontrakten.
Beholder ophavsretten – Sælge værker til andre?
Herfra kan vi kun anbefale, at du ikke modarbejder den nye ejer ved f.eks at give brugsret til andre, eller sælge brugsretten til konkurrenter eller lignende.
Du får penge for din shop eller hjemmeside, og derfor er det god stil, hvis du støtter den nye køber, også hvis du beholder rettighederne.
Det bør tydeligt fremgå af kontrakten, hvordan og hvorledes du må benytte værkerne, efter du har solgt siden.
Må du:
- frit benytte dem hvor du vil?
- er der restriktioner i forhold til konkurrenter eller lignende?
- skal der være restriktioner i forhold til hvilke platforme, de må anvendes på?
- mm
Jo mere præcist det er forklaret, des større sandsynlighed er der for, at begge parter overholder aftalen, og ingen bliver skuffet og sure.
Har du spørgsmål eller kommentarer, kan disse stilles herunder. Du kan ligeledes altid sende os en mail på info@not-allowed.dk 🙂
Fin artikel, som giver anledning til følgende spørgsmål:
Hvis jeg hyrer en fotograf til at komme og tage et produktbillede af en vare og ikke aftaler noget har fotografen ophavsretten og jeg har i praksis en ikke eksklusiv brugsret.
Så hvis jeg gerne vil styrke mine rettigheder bør jeg så sørge for en skriftlig aftale med fotografen hvor jeg:
1) Sikrer mig en eksklusiv brugsret og at jeg må videresælge den?
2) At jeg køber ophavsretten til billederne?
Eller findes der andre måder at formulere det på…?
@Michael
Som udgangspunkt har du ikke en eksklusiv brugsret, dog afhænger det lidt af, hvad der tages billeder af.
Men det er god skik, at en fotograf ikke sælger brugsretten til billederne videre til en konkurrent eller lignende, men rent juridisk er der intet, som forbyder, at han gør dette.
Korrekt du bør søger for at lave en kontrakt, hvor alle forhold er tydeligt beskrevet.
1 + 2) Som udgangspunkt vil jeg mene, at det er nok, at du beder om, at ophavsretten/copyrighten og alle rettighederne til billederne overdrages, når betalingen for arbejdet falder. Dermed er du sikker på, at du har ophavsretten, og dermed eksklusivt kan bestemme over værkerne.
Hvordan det helt præcis formuleres, er lidt irrelevant, så længe det tydeligt fremgår, at ophavsretten og alle øvrige rettigheder overdrages til dig, som bestiller og køber af billederne.